På en ferie i Thailand kom kæresten pludselig hurtigere ud af badet end forventet, og så blev hans ludomani afsløret.

Nicki Pedersen har altid været drevet af fart og søgt adrenalinkicket, men det er ikke uden risiko for speedwaystjernen - hverken på eller uden for slaggerne.

I en ny bog med titlen 'Knallertkongen - et liv uden bremser' fortæller han om alle sine fysiske skavanker, men også hvilke slag han har taget fra kærligheden og på den økonomiske front.

Pengene har været store for den mangedobbelte verdensmester, men de er også blevet krudtet af - blandt andet også på grund af gambling, hvor han har spillet for over 2,6 millioner kroner. I bogen kalder han sig 'fuldstændig afhængig af rusen'.

Han lovede at droppe spillet på en ferie i Thailand, men gjorde det alligevel og holdt det hemmeligt for kæresten Natascha. Indtil han blev taget på fersk gerning.

Nicki Pedersens bog giver et brutalt indblik i speedwaystjernens liv.
Nicki Pedersens bog giver et brutalt indblik i speedwaystjernens liv.
Vis mere

»Jeg er for langsom. Natascha kommer ud af badet, inden jeg når at lægge telefonen væk. Hun står i den hvide badekåbe fra hotellet med et håndklæde svøbt omkring hovedet som en turban. 'Du er fuld af løgn, Nicki. Du ligger jo og spiller.' Hun er rimelig træt af mig lige nu. Det kan jeg godt se,« skriver han i bogen.

Senere bliver parret klar over omfanget af spillet, og det viser sig, at han har knaldet cirka 200.000 kroner af på ti dage.

Ifølge deres samlede opgørelse har Nicki Pedersen på mirakuløs vis 'kun' tabt samlet 300.000 på netspil.

I bogen fortæller den 46-årige kører og landstræner også om sit høje forbrug på andre fronter samt et tumultarisk kærlighedsliv, hvor han blandt andet er sin forlovede utro med en polsk stripper, mens de venter barn nummer to.