Nicki Pedersen er dybt berørt at den skudulykke, som speedway-kollegaen Kenni Larsen har været udsat for.

»Det er tragisk, uforståeligt og uvirkelig, når sådan noget sker,« siger Nicki Pedersen til BT.

For den tidligere verdensmester er den tragiske hændelse kommet tæt på. Nicki Pedersens kæreste, Helene Hüttmann, er kusine til Kenni Larsen.

»Jeg har jo også kendt ham i mange år som speedway-kører, men vi ved jo ikke rigtigt noget om, hvad der er sket, selv om vi er tæt på ham. Vi kan stadig kun gisne. Det er ikke sjovt,« siger Nicki Pedersen:

»Jeg håber bare, at han er i rigtigt gode hænder. Og at der er nogle deroppe, der holder hånden over ham, så han kan fortsætte med at leve.«

Nicki Pedersen og kæresten Helene Hüttmann, hun er kusine til Kenni Larsen.
Nicki Pedersen og kæresten Helene Hüttmann, hun er kusine til Kenni Larsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ulykken skete torsdag aften i Odense, hvor Kenni Larsen blev ramt i hovedet med et skud fra et luftgevær. Politiet oplyser til Ritzau, at der ingen vidner var til skudepisoden, og at man afventer at tale med Kenni Larsen for at få afklaret omstændighederne.

Lørdag er Kenni Larsens familie kommet med følgende besked gennem fynboens polske klub, Falubaz:

»Hvad der skete med Kenni, var et uheld. Kenni har gennemgået en neurologisk operation for at fjerne kuglen fra et luftgevær. Efterfølgende blev han lagt i koma, og han gennemgik sin anden operation fredag. De var nødt til at fjerne ekstra væske fra hjernen, som skabte et stort tryk.«

Nicki Pedersen siger: »Vi kan stadig bare krydse fingre og håbe på, at operationen er gået så godt, så han kan vågne igen og få et normalt liv. Nu må vi så se med ræs efterfølgende.«

Selv er han i disse dage i Polen i speedway-sammenhæng. Her forsøger han at holde sit fokus på slaggerne.

»Da jeg tog hjelmen på i aftes (fredag, red.) tænkte ikke på det, men vi snakker jo om det hernede. Jeg har kollegaer, som jeg lige har vendt det med, for speedway-sporten er jo en lille niche, hvor vi er i samme båd alle sammen. Jeg plejer at sige, at vi er med i et omrejsende cirkus: Vi rejser meget med hinanden og kører med og mod hinanden. Man kommer tæt på hinanden,« siger Nicki Pedersen.

Nicki Pedersen kører i øjeblikket speedway i Polen.
Nicki Pedersen kører i øjeblikket speedway i Polen. Foto: Speedway Grandprix i Parken i K
Vis mere

»Da jeg kom tilbage til hotellet, så lå jeg og tænkte på det. Og jeg har jo også snakket med Helene og hendes familie om det,« siger Nicki Pedersen.

Episoden har også fået speedway-køreren til at tænke over sit liv i et større billede.

»Det sætter tingene i et andet perspektiv med ræs, når det nu er hans liv, det drejer sig om. Jeg har haft kollegaer i sporten, der er gået til i de senere år, og man bliver mere bevidst om bare at nyde livet. Glasset er halvt fyldt og ikke halvt tomt,« siger Nicki Pedersen.

»Når sådan en gut på 27 år kommer så galt af sted, får det en til at tænke over livet og døden. Datoen er sat, vi aner bare ikke, hvornår det sker,« siger Nicki Pedersen.