Tidligere verdensmester om Nicki Pedersens styrt: - Det er noget af det sværeste, du bliver udsat for

To alvorlige styrt på 14 dage får den fynske speedwaykører Nicki Pedersen til at overveje at indstille sin karriere. For 30 år siden stod Jan O. Pedersen i samme situation.

Det er muligt, at den 45-årige speedwaykører Nicki Pedersen har kørt sit sidste løb i karrieren. Efter to styrt på 14 dage overvejer han, om han skal fortsætte som professionel.

Samme beslutning måtte den tidligere fynske speedwaykører Jan O. Pedersen tage, da han for 30 år siden i 1992 var en del af et styrt, hvor han brækkede fire ryghvirvler.

Selvom han otte måneder forinden havde kørt til sig til verdensmester, gjorde den brækkede ryg, at Jan O. Pedersen valgte at stoppe sin speedwaykarriere.

- Med de følgeskader jeg fik med styrtet, de smerter jeg går med, og den gigt jeg har i dag fra dengang, så var det den rigtige beslutning at tage, for hvis jeg var styrtet på samme måde igen, så sad jeg i en rullestol, siger den tidligere speedwaykører.

Jan O. Pedersen blev verdensmester i speedway i 1992. Otte måneder senere måtte han stoppe karrieren.
Jan O. Pedersen blev verdensmester i speedway i 1992. Otte måneder senere måtte han stoppe karrieren.
Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix

To styrt på kort tid

Nu er det så en anden fynsk speedwaykører, der skal overveje fremtiden.

Søndag brækkede den tredobbelte verdensmester Nicki Pedersen nemlig bækkenet to steder og rev benet ud af hofteleddet, da han under et løb i Polen blev kørt af banen. To uger før det brækkede han to ribben og punkterede lungen, da han kørte i Danmark.

- Jeg overvejer altid efter et styrt, og jeg lytter selvfølgelig rigtig meget til lægerne. Kroppen skal være med, og den skal være 100 procent klar, før jeg skal op på cyklen igen, siger Nicki Pedersen til TV 2 Fyn.

- Selvfølgelig skal man ikke slås til lirekassemand, inden man stopper, det er jeg klar over, fortæller han.

Smerter døgnet rundt

Netop den pointe er vigtig for Jan O. Pedersen, der siden sit styrt har levet med kroniske smerter døgnet rundt.

- Der er altid et styrt. Måske ikke i morgen eller i overmorgen, men det kommer, siger han.

Derfor skal Nicki Pedersen ifølge Jan O. Pedersen bruge den kommende tid til at tænke på, hvad han vil efter karrieren. Selv siger Nicki Pedersen, at han ikke har nogen plan B, men at han har et godt netværk uden for sporten.

Nicki Pedersen brækkede bækkenet to steder og rev benet ud af hofteleddet.
Nicki Pedersen brækkede bækkenet to steder og rev benet ud af hofteleddet.
Foto: Nicki Pedersen

Jan O. Pedersen fortæller desuden, at en læge aldrig vil sige, om det er fornuftigt at sætte sig op på en motorcykel efter et alvorligt styrt. Det er derfor helt op til Nicki Pedersen selv at beslutte, om en ødelagt hofte bliver slutningen på hans karriere.

- Det er noget af det sværeste, du bliver udsat for, det er at tage den beslutning, fordi vi elsker det, vi gør, ellers gjorde vi det ikke, siger Jan O. Pedersen.

Siden søndag har Nicki Pedersen været indlagt på et hospital i den polske by Grudziadz. Her venter han på at blive fløjet hjem med transportfly, hvor en større operation venter på Odense Universitetshospital.

Sidste år risikerede Nicki Pedersen at miste sin kørelicens efter usportslig adfærd. Det kostede desuden en bøde på 15.000 kroner til fynboen.

Oversigt

    Oversigt